Små glutenfri banankager med mascarpone-skyr-creme

Glutenfri banankage

Jeg havde forleden sådan en trang til at bage, men jeg besluttede mig for, at jeg kun måtte bage noget ud af de ingredienser jeg havde hjemme. Det endte med banankage med blød creme af mascarpone og skyr!

Jeg bagte tre små kager, i tre små forme, men jeg vil tro, at hele opskriften vil passe til en stor springform i stedet, hvis man hellere vil det. Så skal kagen nok have lidt længere end de 15 minutter disse små kager fik. Eller hvad med små muffins? Det ville også være fint med cremen ovenpå!

Glutenfri banankage

Glutenfri banankage

Ingredienser:

2 modne bananer
200 gram sukker
1 tsk. bagepulver
1 tsk. natron
1 tsk. vanillesukker
1½ tsk. kanel
200 gram glutenfrit mel (jeg brugte Schär Mix B)
5 spsk. letmælk
1 æg
80 gram hakket, mørk chokolade

Mascarpone
Mælk
Skyr
Citron, skal og saft

Opskrift:

Tænd ovnen på 200 grader.
Mas bananerne med en gaffel og rør med sukker, vanillesukker og kanel.

Tilsæt ægget og herefter mel, natron og bagepulver. Pisk det hele godt, og vend hakket, mørk chokolade i dejen. Fordel i små forme, og bag ved 200 grader i cirka 15 minutter, eller til kagerne virker faste.

Lad kagerne køle helt af.

Glutenfri banankage

Bland imens mascarpone, skyr og citronskal. Der skal være mest mascarpone – nok en sådan 70/30 fordeling. Jeg har ikke skrevet mængder på, for min mængde passede til en af de små kager jeg havde lavet. Men sats på at købe én mascarpone, og fyld skyr i for resten!
Riv citronskal og lav en blød og cremet konsistens med citronsaft og et par spiseskefulde mælk. Fordel blandingen på kagerne og riv lidt citronskal over.

Glutenfrie banankager

Naturligt glutenfri banankage med mandler og mørk chokolade

Glutenfri banankage

I morges da vi gennemgik køleskabet, fandt vi en masse overskydende frugt fra ugen der er gået, heriblandt fem modne bananer. Jeg overvejede at lave en stor portion bananpandekager ud af dem, men dem har vi fået så ofte på det sidste, så jeg lavede lige lynhurtigt en glutenfri banankage.

Jeg har tidligere lavet en glutenfri banankage, som du kan se her, men denne her er lavet udelukkende på Jyttemel, som er naturligt glutenfrit, så denne kan ALLE tåle! Og så er den det modsatte af tør, nemlig fuld af smag og lækkert svampet. Svær at modstå, og snart er jeg på vej i køleskabet efter endnu, endnu ENDNU et stykke…

Naturligt glutenfri banankage

Kagen kan jo varieres, jeg smed en portion hakkede mandler i fordi jeg havde dem i skabet, men hakkede hasselnødder eller valnødder smager også virkelig fint sammen med banan og mørk chokolade. Alternativt kan man smelte chokoladen ovenpå kagen – jeg kan bare bedst lide, at chokoladen er inde i kagen 🙂
Nå ja, et lille nip kanel ville altså heller ikke skade!

Ingredienser:

5 modne bananer
180 gram sukker
Kornene fra en stang vanilie
150 gram blødt smør
150 gram Jyttemel
1 tsk bagepulver
4 æg
100 gram grofthakket, mørk chokolade
50 gram grofthakkede mandler

Opskrift:

Tænd ovnen på 175 grader.
Blend bananerne.
Hak chokolade og mandler.

Pisk æg, sukker og vanillekorn sammen, og tilsæt det bløde smør. Vend det glutenfri mel med bagepulver, og vend det i æggeblandingen. Vend herefter de blendede bananer og chokolade og mandler i blandingen.

Put bagepapir i en springform, smør kanterne og hæld dejen i formen.

Bag kagen midt i ovnen i ca. 45 minutter.

Lad kagen køle helt af inden den spises!

Naturligt glutenfri banankage

Banankage med tre gange chokolade

Aaaaaaarh jeg er bare VILD med banankage – med masser af chokolade!
Og chokolade har den her sag i hver fald. Det er ikke en kage for chokolade-sarte sjæle…

Den er bare fabelagtig, og den holder sig helt fugtig og lækker i køleskabet i flere dage efter den er lavet. Faktisk, så blev jeg nødt til at gøre noget drastisk et par dage efter jeg havde bagt den – jeg blev nødt til at tage en hurtig beslutning og smide resten i skraldespanden, for jeg blev simpelthen ved med at rende ud i køkkenet og spise et lillebitte stykke hele tiden!

Jeg har lavet kagen med både hvid chokolade, mælkechokolade og mørk chokolade, men den kan selvfølgelig laves med lige den type man bedst kan lide, ligesom der i stedet for mandelflager kan kommes hakkede nødder eller mandler i selve dejen.

Ingredienser:

200 gram rørsukker
5 modne bananer
1 tsk. vanillesukker
½ tsk. stødt kanel
150 gram blødt smør
1 tsk. bagepulver
4 æg
150 gram Rød Finax
100 gram hakket, mørk chokolade

100 gram hvid chokolade
50 gram mælkechokolade
Mandelflager til pynt

Opskrift:

Allerførst hakkes chokoladen, bananerne moses og ovnen forvarmes på 175 grader.

Start med at piske smør, sukker, vanillesukker og kanel sammen. Tilsæt herefter æggene et efter et. Vend mel og bagepulver i dejen. Vend bananer og hakket, mørk chokolade i dejen. Hæld dejen i en smurt form, og lad dem bage ved 175 grader i 50-55 minutter. Når man ryster lidt til formen skal kagen være fast, og der må ikke sidde noget ved når man putter en pind eller gaffel gennem kagen.

Lad kagen køle helt af, og smelt hvid chokolade og mælkechokoladen i hver sin skål. Hæld den hvide chokolade over kagen, og gør det samme med den lyse chokolade. Brug en gaffel til at lave lidt mønster. Afslut med at drysse med mandelflager over kagen.

 

Baby og sunde hotdogs

Endelig kom baby! Vi var blevet lovet en maj-baby, men det endte altså med en juni-baby i stedet. Helt okay bytte! Maven viste sig at gemme på en stor, stærk dreng, så nu er vi altså en familie på fire. Hurra! 

I chok over min halvtarvelige mave efter graviditet nummer to, bad jeg Jens lave en madplan med nogle sunde retter. I går fik vi så kylling og tzatziki med kikærter, og i dag stod menuen på hotdogs. Fedt, tænkte jeg. Jeg elsker hotdogs! Indtil det gik op for mig, at det var hotdogs uden brød?!?! A hvabehar, siger jeg bare. Jeg elsker brød! Og så var det skiftet ud med spidskål?? 


Virkelig heldigt, at det faktisk smagte helt udemærket. Dampede spidskålsblade, gode pølser, hjemmelavet coleslaw med gulerødder og spidskål og rødløg på toppen. Det får vi nok igen – det smagte helt godt, og så var det hurtigt lavet. 


I morgen står den på sommerfest i Ellens børnehave, og jeg har lovet hende en Elsa-kage! Så jeg har bestilt sukkerprint, og om lidt går jeg igang med den banankage, som printet skal ligge på.. 

God weekend når I når dertil!