Category: Ikke kategoriseret

Glutenfri bagels på The Bagel Co


Jeg har ikke fået bagels i laaaaang tid! Jeg har bagt glutenfri bagels nogle gange og de er gode – men altså, det er sørme praktisk bare at kunne købe sig til, at der er nogle andre der propper fyld i for en og allerede har bagt den 😉 
Forleden opdagede jeg, at The Bagel Co har gået glutenfri bagels! Det betyder, at man nu kan købe deres læææækre bagels og tilvælge den glutenfri variant. Den smager super godt og er dejligt frisk. Jeg synes den glutenfri bagel er lidt mere som en bolle i konsistensen, hvor jeg husker, at den almindelige bagel er lidt mere fast og tør i det. Men det er nu kun en fordel, synes jeg… 


Jeg spiste SÅ mange bagels dengang jeg var ung og lige begyndt at studere, så jeg har faktisk savnet dem ganske meget..

Jeg fik en glutenfri bagel med spicy chicken, tomat-flødeost, cheddar, salat, agurk, løg og creme fraiche dressing. Mmm! 

Jeg glæder mig allerede til at komme tilbage og få bagels igen!

Souls på Østerbro

I morges var vi til hjertescanning af Axel på Rigshospitalet, og derefter tog vi forbi Souls på Melchiors Plads på Østerbro. Jeg har tidligere læst om stedet, men kommer så sjældent forbi Østerbro. 

Souls er super hyggeligt – sunde varianter af alle mulige retter. Jeg snuppede en stak glutenfri pandekager med frugt og en iskaffe, og det var super fint!  

Næste gang skal jeg smage deres burgere, tror jeg. Eller deres andre morgenmadsvarianter, fx en Acai Bowl som så virkelig god ud! 

Tjek http://www.soulscph.dk 

Baby og sunde hotdogs

Endelig kom baby! Vi var blevet lovet en maj-baby, men det endte altså med en juni-baby i stedet. Helt okay bytte! Maven viste sig at gemme på en stor, stærk dreng, så nu er vi altså en familie på fire. Hurra! 

I chok over min halvtarvelige mave efter graviditet nummer to, bad jeg Jens lave en madplan med nogle sunde retter. I går fik vi så kylling og tzatziki med kikærter, og i dag stod menuen på hotdogs. Fedt, tænkte jeg. Jeg elsker hotdogs! Indtil det gik op for mig, at det var hotdogs uden brød?!?! A hvabehar, siger jeg bare. Jeg elsker brød! Og så var det skiftet ud med spidskål?? 


Virkelig heldigt, at det faktisk smagte helt udemærket. Dampede spidskålsblade, gode pølser, hjemmelavet coleslaw med gulerødder og spidskål og rødløg på toppen. Det får vi nok igen – det smagte helt godt, og så var det hurtigt lavet. 


I morgen står den på sommerfest i Ellens børnehave, og jeg har lovet hende en Elsa-kage! Så jeg har bestilt sukkerprint, og om lidt går jeg igang med den banankage, som printet skal ligge på.. 

God weekend når I når dertil! 

Eton Mess


Projekt ‘vi spiser baby ud’ er i fuld sving. I aftes lavede jeg Eton Mess til dessert – virkelig lækkert og virkelig nemt! 

Det er bare en vældig god blanding mellem den syrlige rabarber og den søde fløde og marengs. 


Ingredienser:

2 æggehvider 

100 gram sukker
Ca 250 gram rabarber 

100 gram sukker 

1 vaniljestang 

2,5 deciliter fløde 

50 gram hvid chokolade 

50 gram mørk chokolade 


Opskrift:

Tænd ovnen på 120 grader. Pisk æggehviderne stive, og tilsæt sukkeret lidt efter lidt. Smør blandingen ud på en bageplade og bag i cirka en time – eller til marengsen er helt tør. Lad marengsen køle helt af. 

Rens og snit rabarberne i små stykker, og vend dem med sukker og vaniljestang. Bag dem ved 180 grader i cirka 20 minutter. De skal være møre, men ikke sådan splattede! Lad dem køle helt af! 


Hak imens den hvide og mørke chokolade. 

Lige inden servering piskes fløden blød. Find nogle fine glas, og lav lag af marengs, fløde, rabarber og hvid chokolade. Afslut med fløde og pynt med et stykke marengs og mørk chokolade. 


Derefter – nyd!

PS. Baby er der stadig, så jeg må finde på flere gode ting at lave! Resten af de lækre rabarber med vanilje har jeg tænkt mig at spise ovenpå yoghurt eller på havregrøden. Mmm!

Mens jeg venter på baby…

… Har jeg lavet denne lækre, og virkelig nemme citronmarmelade fra Det Glutenfri Bageatelier. Spiser det i øvrigt gerne på de boller fra samme sted som ligger i fryseren 


… Har Ellen tømt farfars have for lækre rabarber, som er tryllet om til rabarbersaft med vanilleprikker og rabarberkompot. Sidstnævnte er i øvrigt spist lynhurtigt, det blev blandet i yoghurten og brugt som topping på Ellens morgen-ymer og min havregrød. Mmm! 


… Lavede jeg forleden glutenfri pirogger med kødsovs og gratineret ost. Opskriften kommer snart, for de smagte VIRKELIG godt! 


… Har Rema1000 nogle virkelig fine, glutenfri sandwichboller, som vist koster 2 for 15 kr. Jeg er fan! 


… Skal jeg virkelig have fingrene i den her iskaffe fra Grød i morgen i den her varme! 


… Er babychampagnen lagt på køl, og vi venter faktisk bare på, at lillebror eller lillesøster dukker op og siger Hej 😊

God weekend! 

Glutenfri kanelsnegle

Ellen har været hjemme i dag – det var noget med noget feber i går, og det troede jeg egentlig også hun havde i dag, men det viste sig ret hurtigt, at hun var temmelig frisk. Vi har brugt dagen på at lege, og så har vi lavet en kæmpe portion chili con carne og en kæmpe portion kødsauce til fryseren. Og bagt boller! Og altså også bagt glutenfri kanelsnegle. 

De er virkelig super nemme at lave. Jeg lavede dem i muffinsforme, mest for at holde formen på dem og holde fyldet inde, så det hele ikke løb ud. 


Ingredienser

2,5 deciliter mælk

2,5 deciliter vand

30 gram smør 

50 gram gær 

30 gram fiberhusk 

25 gram rapsolie 

50 gram sukker 

500 gram rød Finax 

Lidt salt 

1 æg 
150 gram smør 

175 gram brun farin 

2 tsk kanel 

Opskrift

Varm mælk, vand og smør i en lille gryde til det er lunkent. Hæld blandingen i en røreskål, og smuldr gæren i blandingen. Tilsæt derefter fiberhusk, og rør til blandingen bliver gele-agtig. 

Tilsæt æg, salt, sukker og olie, og rør blandingen godt sammen. Tilsæt lidt efter lidt mel og lad maskinen køre i 10 minutter. Lad derefter dejen hæve et lunt sted i en halv times tid. 


Lav imens remoncen. Bland alle tingene grundigt sammen. Tænd ovnen på 200 grader. Gør to bageplader klar med bagepapir og muffinsforme. 


Fordel lidt smagsneutral olie på køkkenbordet og på kagerullen. Del dejen i to, og rul hver portion ud i en firkant. Fordel halvdelen af fyldet på firkanten og rul den sammen. Skær stykker af dejen og læg i muffinsformene og giv dem et lille tryk. Bag ved 200 grader i ca 15 minutter, men hold øje med dem. 


Lad dem køle en smule af – og herefter, nyd!

Glutenfri is hos Social Foodies


Jeg havde lovet Ellen is forleden – så vi kørte på Gammel Kongevej og tankede op på is. Og bedst som jeg stod og bestilte påskeisen og vanilleisen med flødebolle i, så jeg, at det også er muligt at få glutenfri vaffel til sin is! 5 sølle kroner, og så smagte den fuldstændig som jeg husker almindelige vafler. 


Isen var god, vaflen var god, flødebollerne og muslibaren jeg købte med hjem var også gode, så jeg forudser, at barnevognen ofte kommer til at trille den vej henover sommeren! 


Social Foodies ligger, udover på Gammel Kongevej, i Hellerup, Charlottenlund, på Østerbro, i Aarhus og snart i Vedbæk!

Afsked på arbejde – med glutenfri kage, naturligvis!  

I går havde jeg sidste dag på arbejdet inden barsel med baby. Det er tiltrængt – men også lidt trist, for jeg kan virkelig godt lide mit arbejde! Jeg havde selvfølgelig taget kage med – jeg har ALTID glutenfri cookies med nødder og chokolade med, både fordi alle kan li dem og fordi de er så super nemme at lave. Opskriften på cookies ligger her

Jeg havde også lavet en glutenfri snickerskage. Denne gang havde jeg bare lavet en ekstra stor portion topping, og da jeg ikke havde flere peanuts, brugte jeg peanutbutter i stedet. Det blev ret godt! Opskriften på snickerskagen kan du finde her

Så nu står den altså på barsel, men lige nu føles det mest som påskeferie. I dag har vi været til påskefrokost hos Ellens farfar, og alt var glutenfrit. Glutenfrit brød og han havde også købt glutenfri rasp, så der kunne blive lavet glutenfri fiskefilet. Det sætter den gravide ret meget pris på! 

Ellen var i haven på jagt efter påskeæg fra påskeharen, og havde heldigvis held med at finde en masse. 


I morgen tidlig står den på glutenfri vafler med Ellens små venner, og derefter sommerhustur og endnu en påskefrokost. 


Jeg fristes selv til at bage glutenfri påskemuffins en af de nærmeste dage. Opskriften på de små påskekyllinger kan findes her

God påske til alle! 

Glutenfri citron-birkes muffins med frosting

Til Ellens fødselsdag bagte hun og jeg citron-birkes muffins til gæsterne – opskriften er (igen) fra valdemarsro.dk

Jeg har (selvfølgelig) lavet dem glutenfrie, og resultatet blev rigtig godt! 

Der er bare et eller andet lækkert ved blandingen af den søde kagedej og den sure citronsaft som smager såååå godt.

Jeg pyntede med fine ballerinaer til fødselsdagsbarnet, som elsker ballet!

Jeg lavede i øvrigt dobbeltportion, hvilket gav cirka 24 muffins. Frostingen var der tilgengæld rigeligt af, så der behøver man kun lave den portion angivet nedenfor. 

Ingredienser: 

4 æg

240 gram sukker

200 gram revet marcipan 

1 vaniljestang 

250 gram glutenfrit mel (jeg brugte rød finax)

1 tsk bagepulver 

150 gram blødt smør 

Saften fra 1 citron 

5 spsk blå birkes
Philadelphia (alm) 1 pakke 

2 spsk citronsaft 

Masser af flormelis – jeg brugte nok 350 gram 

Opskrift: 

Tænd ovnen på 175 grader. 

Riv marcipanen groft. 

Pisk smør, sukker, vanille og citronsaft sammen. Tilsæt æggene et efter et under omrøring. Tilsæt herefter marcipanen. 

I en anden skål blandes mel, bagepulver og blå birkes. Sigt blandingen ned i den våde blanding og vend det i dejen. 

Fyld i formene – ikke helt til kanten, men næsten. 

Bag dine muffins i ovnen (gerne i en muffinsform med fine papirforme i, så holder de den flotte form) i 15-18 minutter. Hold øje med dem, og tag dem ud når de er lysebrune og der ikke hænger dej ved, når der stikkes i dem. 

Lad dine muffins køle helt af. 

Imens kan du lave frostingen. Pisk creme cheese sammen med flormelis og citronsaft. Sørg for at putte så meget flormelis i, at frostingen bliver godt tyk, så den kan holde formen. Min skulle nok have haft en anelse mere i virkeligheden. Læg den gerne på køl i en sprøjtepose med tyl i, så er den klar til at komme på kagerne lige inden de skal spises. Drys evt med fin krymmel eller med de resterende blå birkes.  


Herefter – nyd!

Ellens 3-års glutenfri fødselsdag 

På tirsdag fylder Ellen 3 år. Vores lille, store pige. Jeg forstår slet ikke, at hun allerede har været her i 3 år – men på den anden side kan jeg slet ikke huske livet uden hende. 

Hun er blevet fejrer HELE weekenden. I går med hele sin familie, og i dag med sine små venner og deres familier. To fantastisk gode fødselsdage! I går havde vi bestilt en bolle-dame og en kage-dame fra Bodenhoff, og jeg havde lavet glutenfri pandekagelagkage og glutenfri cookies med nødder og chokolade. Det er efterhånden klasssikere! 


I dag fik vi flere glutenfri cookies, glutenfri fødseldagsboller, glutenfri pølsehorn og vafler dyppet i chokolade pyntet med krymmel og fyldt med blandet frugt. 


Og så havde jeg bagt glutenfri muffins med citron og blå birkes, pyntet med citronfrosting, blå birkes og ballerinaer. 

Å
Og så havde jeg jo bestilt en Rosa fra Rouladegade-lagkage fra bakemyday.dk. Den vakte VIRKELIG glæde hos Ellen og de andre børn, og det forstår jeg godt, for den var simpelthen så fin! Og smagte samtidig super godt – med fyld af vanilje, jordbær og chokolade. 


Alt i alt en skøn weekend med fuld gang i den fra morgen til aften – så nu er det vist meget passende, at Jens netop er kørt efter glutenfri pizza på Behov! ??