Paprika-mandler

Der er lidt stille her på bloggen i øjeblikket – eksamenslæsningen er gået i gang, og selvom jeg hellere ville bage lækre, glutenfrie sager, har jeg erkendt, at jeg nok hellere må læse bøger i stedet..

Men jeg vil da lige dele min nyeste yndlings-snack, som samtidig er verdens nemmeste!

Det eneste der skal bruges er en pose mandler, to deciliter vand, to spsk. groft salt og to tsk. paprika. Hæld det hele på en pande og rør det godt sammen, og lad det stå og simre indtil vandet er væk. Spred dem ud på en bageplade og bag dem ved 100 grader i 10 minutters tid.

Så nemt kan man lave en lækker snack, som smager lidt af chips, men er meget sundere.
Og hvis man ikke er til paprika, kan man blot bruge andre krydderier.

 Ps. De smager virkelig godt i en god sommersalat!

En hurtig glutenfri aftensnack

Altså faktisk var det jo fordi, at jeg havde en masse pasteuriserede æggeblommer stående i køleskabet som skulle bruges. Og så var det jo så oplagt, at bruge dem til at lave råcreme af! Men når man nu laver råcreme, er man jo næsten også nødt til at spise frugt til… Bare fordi det er jo egentlig meningen!

Det er jo ikke ligefrem raketvidenskab det her, men derfor smager det stadig fantastisk, og så er det jo lynhurtigt at lave. Man kan jo selv bestemme hvilken slags frugter man bedst kan lide, jeg synes også at vindruer smager rigtig godt i. Og til sommer skal der friske, danske jordbær i!

Ps. Jeg håber, at I kunne lide mit lille fødselsdags-tema, og måske har fået mod på at lave nogle labre lagkager!

Ingredienser:

4 pasteuriserede æggeblommer (2 bægre)
2 spsk. sukker
1/4 liter fløde
1 vanillestang

2 æbler
2 bananer
1 kiwi
2 appelsiner

Opskrift: 

Pisk æggeblommer luftige og hvide med sukkeret i en skål. I en anden skål piskes fløden stiv med kornene fra vanillestangen. Vend æggeblomme-blandingen sammen med flødeskum, og sæt den på køl.

Skær frugterne i mundrette stykker, og spis dem med råcremen ovenpå.

Isis Free Lækkerbar – uden gluten og sukker

Midt mellem julegaveindkøb, eksamenslæsning, jul og nytår har tiden desværre været meget knap, og det er ikke blevet til nær så mange glutenfrie indlæg som jeg kunne have ønsket mig. Oven i dette gik min computer i stykker, og Jens har arbejdet på at rette den op igen – det er heldigvis delvist lykkedes nu. Men nu er julen og nytåret godt overstået, og lige om hjørnet venter tre mundtlige eksaminer i træk. Jeg skal nu nok få tid til at blogge lidt. For jeg har virkelig en hel masse jeg gerne vil fortælle om. Julen og nytåret har været fuld af gode glutenfrie oplevelser, og dem skal I selvfølgelig have del i.

Så jeg håber ikke, at I har glemt gladudengluten.dk, for det har jeg bestemt ikke.

Januar måneds indlæg vil (forhåbeligt) bringe et par sunde opskrifter. Jeg har spist så meget marcipan og nougat i december måned, at det vist er på tide at finde på lidt sundere ting..

I tråd med det, vil jeg bare lige anbefale Isis Free Lækkerbar. Jeg er blevet ret forfalden til dem, fordi de er det perfekte mellemmåltid. Den indeholder 124 kalorier (hvis det skulle interessere nogen) og er knasende sprød med chokolade på. Den er glutenfri, og er nem lige at smide i tasken når man skal ud af døren. Desuden er den sukkerfri og indeholder en masse proteiner. Det fede er, at den smager helt vildt syndigt uden at være det. Noget af en bonus for sådan en som mig som har svært ved at holde mig fra søde sager.

Der findes to andre varianter i Isis Free-serien, som hedder Jordbær-bar og Crunch-bar. Gå uden om disse – de er IKKE glutenfrie.

Bare rolig – gladudengluten.dk er ikke ved at blive en sundhedsblog, men jeg vil i januar prøve at finde nogle sundere opskrifter og gøre dem lækre!
Næste indlæg vil blive om en fantastisk nytårsaften – jeg mangler blot at få styr på billederne.

Rigtig godt nytår til jer – jeg håber I fortsat vil følge bloggen i det nye år.

En glutenfri snack-bar!

I går stod jeg i køen i Rema 1000 og ventede.. Og ventede… Og der i al min kedsomhed så jeg pludselig disse! Tit bliver jeg skuffet når jeg finder noget og så tjekker varedeklarationen, men ikke denne gang.

Der findes tre forskellige varianter: kakao, eksotisk og solbær. Sidstnævnte skal man holde sig fra hvis man ikke tåler gluten, da den indeholder havre. Men de to andre er glutenfrie!
De er fra Naturlig og findes i hvert fald i Rema 1000.

De består primært af mandler og dadler, hørfrø, ananas og den slags. Der er 95 kalorier i den eksotiske og 99 i den med kakao, så de passer fint som et lille mellemmåltid.

Der er fire i en pakke til 15 kroner, og de er pakket individuelt ind, så de passer fint i tasken når man er på vej ud ad døren.

Prøv dem! Det er fedt med en billig, glutenfri snack. Og så smager de godt!