Glutenfri marmorkage

Glutenfri marmorkage

Forleden fik jeg den mest ustyrlige trang til marmorkage! Jeg tror ellers ikke, at jeg har smagt marmorkage siden jeg var barn. Min mor bagte virkelig ofte sådan nogle helt basale sandkager og marmorkager. Forleden da min far var på besøg, var vi forbi Bodenhoff hvor han faldt over et stort stykke marmorkage, som han ville tage med hjem. Uheldigvis glemte han kagen på køkkenbordet, så jeg tog den med på arbejde i stedet, da Jens ligeså flabet proklamerede, at han altså hellere havde set, at min far havde glemt en anden og mere spændende kage i stedet… Tilgengæld blev mine søde kollegaer utroligt glade for marmorkagen, og sådan endte alt jo godt. Undtagen for min far. Han må købe en ny!

Jeg fik altså sådan lyst til marmorkage, da jeg havde siddet på kontoret en hel dag og set Katrine og Malene spise marmorkage op til flere gange. Så jeg måtte jo forsøge selv!

Jeg bagte kagen med en norsk, lys melblanding jeg købte på messen i Oslo, men jeg vil tro, at enhver anden slags lyst, glutenfrit mel også vil fungere helt fint. Det er jo ikke ligefrem verdens mest indviklede kage! Der var iøvrigt en lille pige, som syntes rigtig godt om kagen 🙂

Glutenfri marmorkage

Glutenfri marmorkage

Den mørke dej blev lidt tyk, og derfor var det virkelig svært at få rørt et fint mønster ud i kagen med gaflen. Derfor vil jeg nok næste gang tilsætte lidt ekstra fløde eller mælk til dejen, så den ikke er helt ligeså fast.

Ingredienser:

300 gram lyst, glutenfrit mel
300 gram blødt smør
300 gram sukker
5 æg
1 tsk. bagepulver
50 gram kakao
1½ deciliter fløde (eller mælk)

Opskrift:

Tænd ovnen på 175 grader.

Pisk sukker og det bløde smør grundigt sammen (jeg smeltede ikke smørret, jeg lod det blot stå ude inden bagningen). Tilsæt herefter æggene et efter et mens der piskes. Vend herefter mel og bagepulver i blandingen. Tag 1/3 af dejen i en mindre skål, og vend kakao og fløde i dejen. Hæld den lyse dej i en aflang brødform med bagepapir i, og hæld derefter den mørke dej over den lyse dej. Tag en gaffel og lav mønster i kagen, sådan at den mørke dej kommer godt ned i den lyse.

Bag kagen midt i ovnen i en time, eller til der ikke hænger dej ved, når der stikkes en nål i kagen. Lad kagen køle helt af.

Glutenfri marmorkage

Herefter – nyd!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *