Glutenfri uge på Cypern

Jens og jeg kom hjem fra Cypern i nat. En dejlig tur fyldt med sol, varme, strand, sand og kærlighed. Det var bare skønt med en ferie!

Men det er jo lidt en udfordring at rejse med cøliaki. Jeg havde egentlig ikke kunne finde særlig meget information omkring glutenfrie muligheder på Cypern, så jeg tænkte at jeg blot måtte tage det som det kom. Jeg havde bagt nogle glutenfrie pizzasnegle som jeg tog med i flyet derned, og det var rigtig godt lige at have lidt at snacke på vejen derned, da vi først landede ved midnatstid. Opskriften kan du finde her.

Det gik faktisk fint nok med at finde glutenfrie alternative – dog mest naturligt glutenfrie ting, såsom kød, grøntsager, kartofler, ris, fisk og den slags. Det er jo heller ikke dårligt! Så jeg fik mange varianter af grillet laks, lækre bøffer, salater, risotto og andet i den dur. Generelt synes jeg at tjenerne var overraskende dygtige til at vide hvad der var mel og gluten i, så faktisk var det ikke noget problem. Ofte fik jeg blot en anden sauce en standard, og så var der ellers ingen problemer. F.eks. kan man jo altid få sig en kæmpe portion chili con carne, som er naturligt glutenfri.

Vi boede i Fig Tree Bay, og i nærheden lå en lille by der hed Pernera. Der lå en restaurant kaldet “Nautilus”, hvor de med store skilte annoncerede, at de serverede glutenfrit brød, pizza og pasta. Jeg smagte en glutenfri pizza med parmaskinke samt en spaghetti Carbonara. Maden var ikke særlig imponerende, men det var fint at kunne få noget glutenfrit der.

Til morgenmad havde jeg medbragt et morgenmadsprodukt som jeg havde købt hos City Helse ved Nørreport. Jeg havde håbet, at det var lidt som en glutenfri udgave af Choco Pops. Der blev jeg nu altså lidt skuffet – de smagte ikke af så meget, lidt af kakao, men da de var sukkerfrie var de ikke søde. Pyt – det var rart at have noget med jeg kunne spise om morgenen, og ellers bestod morgenmaden af frisk frugt.

Det kan altså godt lade sig gøre at rejse glutenfrit hvis man blot gør sig en lille smule umage hjemmefra med lige at overveje hvad man kunne få brug for eller lyst til i løbet af sin ferie. Jeg havde købt en rulle glutenfrie chokoladekiks og nogle glutenfrie Oreas-agtige kager, som var rigtig rare at have med. Det var lidt svært at tyde de græske varedeklarationer på slik og kager! Jeg havde også købt nogle glutenfrie grove ciabatta-boller fra Dr. Schär, og selvom det ikke er verdens mest fantastiske brød, så holder det rigtig godt og smager helt fint i mangel af bedre alternativ.

Nu er vi hjemme igen i det danske efterår. Jeg havde fødselsdag mens vi var afsted, så jeg skal holde fødselsdagsmiddag for min familie på fredag. Jeg funderer stadig over hvilken dessert jeg skal begive mig ud i! Under alle omstændigheder, vil den helt sikkert komme herind snarest efter.

/**

One comment

Post a comment

You may use the following HTML:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>