Glutenfrit brød og kage hos “Det Rene Brød”

I sidste uge mødtes jeg med en af mine studie-veninder Mette, som bor på Frederiksberg. Over kaffen spurgte hun mig, om jeg mon havde smagt de glutenfrie muligheder som de havde hos bageren overfor? Næh det havde jeg jo ikke, og jeg udspurgte hende ret mange gange om det nu kunne passe at det virkelig var glutenfrie produkter de havde, og ikke “bare” økologiske spelt-produkter. Men hun var sikker. Snakken trak ud, og jeg kom først afsted da bageren havde lukket.

To gange smuttede jeg forbi efterfølgende, for jeg tænk hvis der var endnu en bager hvor det var muligt at købe sig til glutenfrie ting! Første gang var en torsdag, hvor jeg fandt ud af, at bageriet kun bager glutenfrie ting mandag og fredag. Fredag morgen dukkede jeg så op igen – for at finde ud af, at der først var nybagte glutenfrie lækkerier efter 13. Så derfor kom jeg tilbage igen om eftermiddagen, hvor jeg købte følgende: en glutenfri kokosmakron, et glutenfrit franskbrød og en glutenfri appelsinkage. Man kunne vælge imellem et almindeligt glutenfrit franskbrød, og et med krydderier, dadler og rosiner. Jeg tog det almindelige denne gang, men vil prøve det andet næste gang!

Ekspedienterne er så søde, og jeg synes de havde fint styr på det med det glutenfrie. Der er fin skiltning på hvad der er glutenfrit, og udover de ting jeg købte, havde de også en glutenfri fragilite. Jeg tror, at udvalget varierer lidt alt efter humør, for nogle gange har de også småkager, det står i hvert fald på deres hjemmeside, som kan ses her http://detrenebroed.dk/. Desuden er deres brød og kager naturligt gluten – og laktosefri, så der burde ikke være nogen hindringer i den retning heller.

Priserne er fair nok, synes jeg, det er ikke dyrere end Naturbageriet, og så er det bare rart med noget lidt anerledes. Det smagte dejligt det hele – kokosmakronen var den bedste jeg har fået, helt saftig og lækker. Appelsinkagen var fugtig og tung, og holdt i lang tid. Franskbrødet smagte ligeledes godt.

Bageriet ligger på Godthåbsvej 45, 2000 Frederiksberg, men “Det Rene Brød” har også butikker på Nørrebro og på Østerbro. Jeg ved ikke om de har et glutenfrit udvalg, men den på Frederiksberg har i hvert fald.

Jeg skal helt sikkert kigge fordi igen!

2 comments
  1. Laver i glutenfri og laktosefri kagemand?
    Hvis ja, hvad er prisen for en til 20 personer?
    Mvh

    Tina

    1. Kære Tina,

      Du skal nok prøve at kontakte Det Rene Brød.
      Jeg tror ikke at de laver glutenfri kagemand…

      Kh Sofie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *