Lynhurtige, naturligt glutenfri scones

Naturligt glutenfri scones

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg SKAL bare have et eller andet om aftenen!
Jeg bliver sindssygt lækkersulten hver evig eneste aften, og har haft det sådan hele livet. Det er nok en god del af årsagen til, at jeg aldrig bliver tynd! Tilgengæld vil jeg faktisk ikke undvære det, jeg synes det er enormt hyggeligt, hvad enten jeg spiser et stykke chokolade, spiser frugtsalat eller bager.

I skrivende stund spiser jeg disse kiks, som jeg købte forleden i Rema1000 (til 25 kr) med vesterhavsost, mens jeg venter på, at Jens henter sushi. Så i dag er det faktisk en præ-middags-snack, fordi jeg er ved at være ret sulten 😉

Glutenfri kiks

Forleden aften fik jeg såååå meget lyst til scones! Det har jeg faktisk haft lyst til siden vi kom hjem fra London, hvor vi fik de bedste bedste bedste scones!

De her lever NÆSTEN op til dem i London – de smager så fint!
Desuden tog det, fra jeg startede med at finde ingredienserne frem til der var lune scones direkte fra ovnen, 20 minutters tid. Det er en aftensnack jeg kan forstå!

Man kan med fordel tilsætte en smule sukker til opskriften hvis man har lyst – men det er ikke nødvendigt.

Ingredienser:

100 gram Schär Mix B
100 gram Schär Mix C
2 tsk. bagepulver
Et nip salt
60 ml. fløde
125 ml. mælk

Lidt mælk til pensling
Syltetøj
Flødeskum

Opskrift:

Tænd ovnen på 220 grader.

Hæld begge typer mel, bagepulver og salt i en skål. Lav en fordybning i midten, og hæld fløde og mælk i. Rør forsigtigt dejen sammen til den lige har samlet sig. Tag en skefuld af gangen og sæt på en bageplade. Dejen klistrer en del, så det er nemmest at sætte klatter på bagepladen og gøre hænderne våde med vand og derefter glatte klatterne ud så de ser fine ud. Sæt klatterne så tæt sammen som muligt på bagepladen. Der bliver cirka seks ud af denne portion.

Pensl klatterne med mælk, og bag dem i cirka 10 minutter, eller til de begynder at blive gyldne.

Nyd dem lune fra ovnen med syltetøj og flødeskum – de er tørre og kedelige dagen efter, så sørg for at få spist dem alle med det samme 🙂

Naturligt glutenfri scones

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *