Glutenfri blåbærmuffin hos Palæo i Torvehallerne

Forleden mødtes jeg med min studieveninde Signe i Torvehallerne. Signe flytter snart til Tyskland hvor hendes kæreste bor, og der går derfor aaalt for lang tid før jeg ser hende igen. Mens vi sad og spiste, blev Signe i øvrigt faster til en dejlig lille dreng. Alt i alt en skøn dag!

Signe snuppede en pizzaklapper fra Gorm’s. Den var desværre udelukket for mig – jeg spurgte iøvrigt den søde pige hos Gorm’s, hvorvidt de ville overveje at lave en glutenfri pizza. Hun svarede, at de faktisk havde eksperimenteret med en glutenfri pizza, men at de ikke kunne få den rette konsistens – derfor var de stoppet. Øv! Jeg sagde at det skulle de ikke opgive helt, for det kan jo godt lade sig gøre!

Nå, men mens Signe spiste sin pizzaklapper, faldt jeg over stedet Palæo. Stedet tager udgangspunkt i stenaldermad, og grundstenene er kød, fisk, grøntsager, æg, frugt, bær og nødder. Altså – intet gluten!

Hos Palæo havde de muffins – og de så rigtig lækre ud.. Jeg valgte en blåbær-variant, og sørme om jeg ikke også lærte, at ikke alene var den glutenfri, men også nærmest sund. Den fine muffin var lavet af mandelmel, æg, kokosmel, krydderier, blåbær, og sødet med en anelse honning. Den havde en god konsistens og smagte fremragende – jeg synes mandelmel giver en virkelig god smag og konsistens. Jeg tror jeg skal forsøge mig med mine egne “sunde” muffins – måske jeg skulle forsøge mig med en glutenfri rabarbermuffin snart?

Jeg skal helt sikkert forbi Palæo en anden gang og prøve noget af deres lækre, glutenfrie mad!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *